Demens

For at forstå, hvad demens indebærer, har vi valgt at redegøre for, hvordan hjernen fungerer, og de neuropsykologiske forstyrrelser ved demens.

Hjernen:

Hjernen er altid aktiv. Dens nerveceller modtager utallige sanseinformationer, både fra kroppen selv og fra omverdenen. Alle informationerne skal bearbejdes, sorteres og vurderes. Hjernen må konstant tage stilling til, om sanseindtrykkene skal føre til en hurtig reaktion, eller om informationerne skal forarbejdes yderligere, før der reageres eller ikke reageres. Informationerne kan også sammenlignes med tidligere erfaringer, lagres og indlæres. Hjernen styrer samtidig de basale kropsfunktioner, som holder mennesket i live, såsom hjertets pumpefunktion og vejrtrækning.

Hjernens nerveceller (neuroner) er placeret i hjernens grå substans i hjernebarken (cortex cerebri). Derud over findes der neuroner i cellekerne dybt i hjernen og i hjernestammen, hvor hjernen forbindes med rygmarven (medulla spinalis). Neuroner er nervesystemets grundelement og i hjernen findes omkring 100 milliarder. Hvis neuronerne dør gendannes de ikke. (6, p. 17-18)

Neuronerne videresender elektriske impulser, men dette afhænger af påvirkningen fra andre neuroner, som både kan øge og sænke spændingen i neuronet. (6, p. 20)

Det limbiske system ligger dybt i storhjernen på indersiden af tindingelappen (temporallappen) og omfatter bl.a. hippocampus og amygdala. Amygdala har betydning for bearbejdning af følelser, og har betydning for de følelser, der tillægges sanseindtryk, inden de overføres til hukommelsen. Hippocampus er vigtig for indlæring af nye oplevelser og sanseindtryk. Beskadiges hippocampus i begge hemisfære, kan personen godt erindre begivenheder fra før skaden, men glemmer, hvad de modtager af ny information. Dette er fx karakteristisk ved Alzheimers sygdom (6, p. 24)

(6, p. 29) 

Neuropsykologiske forstyrrelser ved demens:

Demens er en betegnelse for svækkelse i hjernens funktionsevne, som følge af bestemte neurologiske sygdomme og tilstande. Fælles for disse sygdomme og tilstande er, at de rammer de hjernestrukturer og processer, som er ansvarlige for tænkning (kognition), følelsesliv (emotion) og adfærd (initiativ og motivation). Disse kan samlet kaldes for neuropsykologiske dysfunktioner. De neuropsykologiske dysfunktioner kompliceres af flere forhold. Symptomerne præges dels af selve sygdommen, dels af de forskellige stadier (lette forstyrrelser til total hjælpeløshed) og dels af den dementes forudkendte individuelle personlighedstræk og den sociale situation i familie, arbejdsliv og kulturelt.

De kognitive funktioner er de funktioner, der vedrører tænkning. Her kan bl.a. nævnes hukommelse, opmærksomhed, sprog, stedsans osv. Disse kaldes også kognitive domæner, og som sygdommen skrider frem, påvirkes flere og flere domæner (7, p. 27-28). 

                                     

(7, p. 45) 

Traditionelt opdeles demens i tre faser: let, moderat og svær demens. Når man ser på virkeligheden foregår overgangen mellem faserne glidende, og strækker sig fra de ganske lette ændringer i fx hukommelse og energiniveau til totalt udskilte og apatiske tilstande, som ses ved svær demens.

Let kognitiv svækkelse (mild cognitive impairment: MCI) betegner lette kognitive vanskeligheder, og man kan i første omgang slet ikke argumenterer for, at kriterierne for demens er opfyldt. Personer med MCI vil først på et senere tidspunkt få diagnosen demens, men kigger man tilbage, vil man oftest kunne påvise MCI. Oftest vil demensen vise sig som begyndende svigt i hukommelsen og andre kognitive domæner. (7, p. 44-46)